– om den danske folkemusikduo Svøbsk

af Morten Alfred Høirup

Det er en smuk aften i maj på en stor udendørs festivalscene et sted i Canada. Vi er midt i en koncert med den danske kvartet, Svøbsk, et af de mest efterspurgte bands på den danske folkemusikscene. I projektørlyset nede foran scenen danser sanger og violinist, Jørgen Dickmeiss, med sin hustru, harmonikaspiller Maren Hallberg. De to har publikums fulde bevågenhed, de mange mennesker er helt stille.

De danser til en Sønderhoning, en smuk og lidt vemodig melodi fra den lille danske ø Fanø, som ligger ud for den jyske vestkyst. Musikken strømmer ud af den mundharmonika som Jørgen behændigt spiller på samtidig med at han danser.

Da dansen er forbi brager klapsalverne ned mod dem. De står tæt sammen et øjeblik inden de smutter tilbage til deres pladser på scenen. Dér venter pianist Theis Langlands og perkussionist Simon Busk, og så snart bandet er samlet igen, sætter de i med et par hurtige polkaer. De bliver spillet på jødeharpe, violin, harmonika, perkussion og piano, der er fart på og tilhørerne jubler og klapper med på rytmen. Det er aften og der er magi i luften!

EN MUSIKALSK LOVESTORY
Tilbage i Danmark i den lille landsby Davinde, som ligger 12 kilometer fra Odense. Odense er den største by på øen Fyn, det var her digteren og eventyrfortælleren Hans Christian Andersen voksede op, og her den store danske komponist, Carl Nielsen, aftjente sin værnepligt som medlem af Regimentsorkestret ved 16. bataljon.

Midt inde i Davinde, hvor der bor omkring 400 mennesker, ligger et nyrestaureret bondehus fra 1780, med sort bindingsværk og hvidkalkede mure. På den ene side løber en rislende bæk og der er udsigt til naboerne og på den anden ser man ud over markerne. I huset bor Jørgen og Maren med sønnen Alfred på 4 år og datteren Selma på 2 år, og det er herfra deres fælles verden går.

“Vi startede duoen Svøbsk i 2004…”, fortæller Jørgen, og fortsætter: “Faktisk startede det med at Maren og jeg forelskede os og snart efter begyndte vi at spille sammen. Det viste sig at være et “perfect match”, så vi valgte at kalde os Svøbsk, fordi en “svøbsk” er en hurtig dans hvor man drejer rundt og rundt og rundt indtil man bliver helt svøbsk i sit hovedet, og føler sig sådan lidt svimmel-agtig og ør, lidt ligesom når man er nyforelsket.”

I 2005 udgiver Maren og Jørgen albummet “Sig Mig”, og i årene efter spiller de hundredvis af meget forskelligartede koncerter både i Danmark og udland. Duoen begynder langsomt at blive et kendt navn på den danske folkemusikscene.

“Man skal kende hinanden rigtigt godt hvis man vil fange magien i musikken..”, forklarer Jørgen: “..og jeg ved altid at Maren sidder der lige ved siden af mig når vi spiller, og ofte lykkes det os at fange den magi der skal til, og når det ikke lige gør det, så ved vi det begge lige med det samme”.

Efter nogle år beslutter Maren og Jørgen sig til at udvide Svøbsk med perkussion og piano, en beslutning de ikke kommer til at fortryde. I 2009 udgiver de albummet “En Klang af Tidløshed”, og i dag spiller Svøbsk både som duo, trio og kvartet. Bandet spillede alene i 2011 mere end 100 koncerter. “Vi er meget tilfredse med dette koncept. Vi kan mærke at ringene i vandet breder sig, og flere og flere kontakter os med tilbud om at spille på deres spillested eller festival! Vi er taknemmelige over at leve dette liv som musikere – at kunne spille sammen som duo men også over samarbejdet med Theis og Simon.”

KONCERTEN MAN ALDRIG GLEMMER
Maren og Jørgen har rejst med deres musik i udlandet lige siden de startede med at spille sammen. Svøbsk turnerer i lande som Tyskland, Sverige, Finland, Island, Skotland, Canada og mærker at de har noget særligt at tilbyde hvor end de kommer frem. Maren husker særligt den første udenlandske turné. Den gik til Grønland og varede fire uger. De havde forberedt sig grundigt og havde også lært nogle traditionelle dansemelodier fra et kassettebånd med en gammel grønlandsk harmonikaspiller.

“Vi spillede en masse sjove steder og mødte mange dejlige mennesker, men jeg husker specielt én koncert. Vi skulle spille på et plejehjem i Narssaq i Sydgrønland, og da vi ankom sad de alle sammen i deres rullestole, og de var meget gamle og demente. Men da vi begyndte at spille de polkaer vi havde lært fra kassettebåndet, begyndte de gamle at smile og rokke i deres rullestole. En af mændene rejste sig endda op og smed krykkerne og begyndte at danse med en af de smilende plejere. Vi talte med personalet bagefter, og fandt ud af at harmonikaspilleren på det gamle kassettebånd var den lokale spillemand fra den bygd hvor de ældre var vokset op. Musikken bragte alle de dejlige ungdomsminder tilbage, og de gamle begyndte at smile og danse i deres rullestole. Det var en meget smuk oplevelse som vi aldrig glemmer!”

TRADITIONEN
Svøbsk har altid arbejdet målrettet med en kombination traditionel og nykomponeret folkemusik. Maren og Jørgen kender traditionen som de bruger på deres egen måde, og samtidig komponerer de deres egen musik inspireret af forskellige genrer og stilarter. “Vi arbejder løbende med at forny vores repertoire..”, forklarer Jørgen, og fortsætter: “Materialet kommer fra hele landet, for selv om Danmark er et lille land, så har vi en meget stor og varieret tradition fuld af musikalske dialekter.

Nogle af de melodier vi arbejder med er fra nogle af de mange små øer vi har, nogle finder vi hos ældre spillemænd langt ude på landet, og andre finder vi i gamle nodebøger! Målet for os er at finde melodiens nerve og særpræg, og vi bruger bevidst stilen og dialekten, men vi udvikler på materialet så det passer med vores Svøbsk-lyd!”

MAGIEN I DANSEN
Både Jørgen og Maren er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i Odense, og Marens lærer, den danske harmonikaspiller Carl Erik Lundgaard, tog som en del af undervisningen Maren med på scenen, når han spillede til dans med sin trio Lang Linken. I to år sad hun dér ved siden af ham og spillede mens folk dansede.

“Det var simpelthen den bedste måde at lære på! Jeg elsker de traditionelle melodier, og jeg elsker at spille mens folk danser, for det er dét melodierne er lavet til. Når man spiller koncert på en scene er det selvfølgelig anderledes end at spille til dans, men det er stadig meget vigtigt at huske at det magiske ved de melodier er, at de taler direkte til dansernes kroppe.

Både Jørgen og jeg elsker at danse, og vi vil gerne give publikum et eksempel på den magi der ligger i dansen. Vi plejer at træde ned fra scenen og danse en Sønderhoning fra den lille ø Fanø, som har en meget stærk folkemusiktradition. Vi danser helt alene sammen, mens Jørgen spiller mundharmonika, og lige dét øjeblik i vores koncert er altid fyldt med magi, og ofte sidder folk med tårer i øjnene fordi, som de siger, at de mærker at vi inviterer dem ind i vores musik og til at danse og synge og glæde sig sammen med os.”

AT KOMPONERE I SØVNE
Da jeg spørger om hvordan de arbejder når de komponerer, kan jeg forstå på Maren at det ikke altid er så let at få tid til at samle sig om musikken, når man samtidig har to små børn at holde øje med. Heller ikke selv om børnene i det daglige er en stor inspiration, og ofte er med på turné. Men dagen før dette interview fik Maren faktisk lidt fred ved klaveret for første gang i lang tid, og resultatet blev to melodier som hun er godt tilfreds med.

“For mit vedkommende sker det næsten altid når jeg mindst af alt venter det..”, forklarer Jørgen, og fortsætter: “Hvis jeg f.eks. prøver nogle nye strenge eller et nyt instrument og bare spiller et eller andet uden at tænke over det. Nogen gange er det ikke noget særligt, men andre gange indspiller jeg det og lader det ligge nogle måneder. Når jeg så får lidt ro samler jeg op på det, og sætter de forskellige melodistumper jeg har liggende sammen. Det er lidt ligesom et puslespil, og lige pludselig har man en melodi med a, b og c-stykke klar. For mig handler det altid om at prøve at “glemme” at jeg skal komponere.”

Her bryder Maren ind: “Det sjove med dig er når du vågner op midt om natten og springer ud af sengen, snupper violinen og begynder at spille en hel ny melodi som du har drømt.”

“Ja, det sandt..”, griner Jørgen: “Jeg synes faktisk selv at jeg har komponeret nogle meget gode melodier på den måde!

Historien om den danske duo Svøbsk er den fortsatte beretning om at rejse med et musikalsk projekt født i kærlighed, om en fascinationen af traditionen, glæden ved at komponere nyt og om respekten for magien i musikken og dansen. Alt sammen til glæde for et voksende publikum rundt omkring i verden, som f.eks. på en stor udendørs scene på en canadisk festival i maj måned.

Relevante links:

Svøbsk: www.svobsk.dk
Danish Roots: www.danishroots.eu
Go Danish Folk Music Distribution: www.gofolk.dk